Kulturliv

Her finder du problemstillinger indenfor det overordnede tema 'Kulturliv'

Problemstillingerne kommer fra alle hjørner af Københavns Kommune, og varierer fra at være en idé, vi ønsker jeres hjælp til at undersøge nærmere, til et konkret projekt, der har brug for en helt specifik løsning. 

Vi ser frem til at høre jeres bud på, hvordan vi gør København en bedre by for alle borgere.

Hvordan starter man et projektsamarbejde

1. Vælg den problemstilling du/I ønsker at arbejde med
2. Send en mail via kontaktformularen nedenfor
3. Aftal nærmere forløb med kontaktpersonen

Forslag til projekt: 

  1. Værdien af kultur-, fritids- og idrætsaktiviteter

    Med det formål at konkretisere og eksemplificere værdien af henholdsvis ”kultur og kulturelle aktiviteter” og ”fritids- og idrætslivet” blandt københavnerne undersøges følgende:

    - Hvad har nedlukningen af kulturområdet under corona-krisen betydet for de værdier københavnerne tillægger kultur og kulturelle aktiviteter?

    - Hvad har nedlukningen af fritids- og idrætslivet betydet for københavnernes hverdag, sundhed, livskvalitet m.v.?

    Det er muligt at vælge ét af spørgsmålene - kultur eller fritid/idræt - eller begge.

    Der ønskes en casesamling, der giver konkrete beskrivelser af forskellige grupper af københavneres (børn, unge, voksne og ældre) behov, opfattelser og erfaringer samt en mere kvantitativ undersøgelse af spørgsmålet/ene alternativt en beskrivelse af, hvordan der kan laves en kvantitativ undersøgelse.



    Forvaltning: Kultur- og Fritidsforvaltningen

    Tilbud: Kultur- og Fritidsforvaltningen står til rådighed for et til to indledende møde(r) om problemstilling, baggrund og formål, herunder afgrænsning af ”kultur” samt ”fritid/idræt”

    Data: Data/fakta om nedlukningen og genåbningen samt data om de ydelser, herunder nyudviklede formater/ydelser, som det har været muligt for borgerne at få indenfor såvel kultur som fritids- og idrætsområdet under corona-nedlukningen.

  2. Let registreringspraksis og strategisk anvendelse af data på kultur- og fritidsområdet i Københavns bydele

    En stor del af Københavns kultur- og fritidsliv drives af 10 bydelsenheder (12 bydele) under Københavns Kommune. Kommunen har et ønske om dels at blive bedre til at anvende eksisterende data strategisk, dels at finde nogle modeller til registrering af data, som ikke påfører medarbejdere og ledere i bydelene for meget arbejde. Derfor efterspørges en projektgruppe, som vil se nærmere på følgende:



    - Hvordan eksisterende data på kultur- og fritidsområdet for de 12 københavnske bydele kan struktureres meningsfyldt for at kunne foretage strategiske valg og sikre en mere systematisk opfølgning på aktiviteter fra år til år.



    - Hvordan man kan lave enkle registreringspraksisser for nogle af de oplysninger, som ikke kan ses af eksisterende data. Det kunne fx omhandle brugertilfredshed ved en aktivitet, efterspørgsel efter nye aktiviteter og mere almene brugsbehov ved besøg på kulturhuse, biblioteker og idrætsanlæg. Denne opgave forudsætter også nogle overvejelser og vinklinger på, hvad der er relevant at få input om, når vi ser på kultur- og fritidsområdet, som ikke nødvendigvis kan måles alene på antal deltagere etc.



    De to punkter kan deles op i to selvstændige opgaver, hvis det matcher bedre med rammerne på studiet. Og hvis der kun er studerende, som vil lave et projekt om ét af punkterne, har dette også interesse.



    Forvaltning: Kultur- og Fritidsforvaltningen

    Tilbud: Interview eller lignende med medarbejdere og ledere i de 10 bydelsenheder. Dette vil blive tilpasset til den enkelte rapport. Vi kan ikke garantere mere end 4 interviews, men forventer, at flere interviews er mulige. Mulighed for observation til forskellige aktiviteter.

    Estimeret tid: Det er vanskeligt at sætte præcist timetal på. Det kræver en forventningsafstemning i forbindelse med selve projektet. Men et groft estimat er, at der kan afsættes 6-8 timer til interviews (anden form for empirisamling er absolut mulig – fx observation til aktiviteter). Derudover vil der være mulighed for løbende sparring med kontaktperson.

    Data: Data for anvendelse af kultur- og fritidsfaciliteter. Data for besøgstal på de forskellige kultur- og fritidsinstitutioner. 

  3. Bedre kapacitetsudnyttelse af kommunens idrætsanlæg

    Københavns Kommune drifter en lang række idrætsanlæg og -haller. Idrætsfaciliteterne bliver brugt af både idrætsforeninger og private og primært fra kl. 16 og frem til 22. Der er derfor tidspunkter på dagen, hvor udnyttelsesgraden er lav. Forvaltningen er interesseret i at få undersøgt, hvilke initiativer der skal til for at tiltrække nye bruger på de tidspunkter, hvor idrætsfaciliteterne står tomme. Hvilke eksempler findes fra andre kommuner og andre nordiske lande, hvor man er lykkes med at få flere brugere ind på ”skæve” tidspunkter. Forvaltningen er desuden interesseret i at få gennemført en brugerundersøgelse blandt de eksisterende brugere mhp. undersøgelsen af nye tiltag, som kunne få dem til at bruge idrætsfaciliteterne på nye tidspunkter.



    Forvaltning: Kultur- og Fritidsforvaltningen – Kultur & Fritid Østerbro

    Tilbud: Få kontorplads ud i en idrætshal, hvor man kan møde brugere og lave observationer. Mulighed for sparring à 3 x 1½ time.

    Estimeret tid: Den projektansvarlig giver et estimat i forbindelse med opstart af samarbejdet.

    Data: Fra vores bookingsystem

Kontakt for samarbejde

Studieby København

Husk at skrive projektnavn